Lullus blog

Tyson er noget for sig. Han skal simpelthen følge med i alting og er umulig at skubbe væk. Derimod er han også den første der kommer løbende og vil sige hej, når man kommer ud på folden. Jeg har haft ham siden han var omkring 1 år, hvor han stod i et rum med halm sammen med nogle geder, høns og andre smådyr og han selv lignede et får med hans følpels. Sidenhen har han været selskabshest, først til Tut og senere også Jimina. Han er lidt en ballademager, fordi han altid mener, vi har noget i lommerne der kan spises og ellers kan lommerne spises. Han bider dog heldigvis ikke så meget som han har gjort. Jeg har lidt en drøm om at få ham tilkørt, når jeg engang får skaffet udstyret. Tror han vil være perfekt foran en vogn, for han vil meget gerne fremad, når vi går (eller løber, hvis han skulle bestemme). Førhen, da de stod hjemme, tog vi gerne på tur med hund og pony. Folk har sagt det så noget spøjst ud og troede på afstand,at han var en hund.